Når yngstetrinnet i folkeskolen kommer online - gode råd til forældre
For 6-9-årige børn er brugen af digitale og sociale medier oftest en leg, hvor barnet kan få kontakt med andre. Det er en leg med sprog og billeder, som børnene bruger til at danne deres identitet og til at udvikle færdigheder. Børn er ikke holdt op med at lege. Deres leg ser bare anderledes ud.
Det er vigtigt, at man som voksen tør tale med børnene om det, de ser og oplever online. Selvom man er vokset op med digitale medier, kender man ikke alle farerne.
Børn har stadig brug for råd og vejledning fra en voksen, der viser interesse.
Underholdning og leg
Børn bruger medier til at lade sig underholde, til at spille, at lege og til at slappe af. De mobile digitale medier kan bruges hvor som helst og når som helst. Det er naturligt for børn at tage deres tablets med, når man er på besøg hos andre. YouTube er særligt populær blandt børn, fordi de kan finde inspiration til leg, spil, make-up, skatertricks og dansetrin blandt videoerne. Børn er afhængige af viden og inspiration for at kunne lege. Leg er ofte ikke bare noget, der opstår af sig selv. Hvis man skal spille Minecraft eller lave flotte, flettede frisurer, men ikke lige har nogen til at hjælpe sig, søger man hjælp på fx YouTube. Spil fylder en hel del hos de fleste børn og særligt for aldersgruppen 6-9 år. Igennem spillene kan de skabe kontakt til andre børn.
I nogle spil mødes børnene online og spiller med eller mod hinanden. I andre spil kan de være sammen om at gennemføre og samle point. Fx kan børnene finde på at ’bytte iPad’ og få en dygtigere spiller til at gennemføre de svære baner for sig. I skoler og fritidshjem ser man typisk, at spillene bliver samlingspunkt for børnene, som sidder tæt i små klynger og kommer med kommentarer og gode råd til den, der spiller. Det er vigtigt som voksen at se og forstå disse sociale fællesskaber, som betyder en hel del for deres børn – samtidig er det vigtigt, at man som voksen tager ansvaret for, hvor lang tid børn har godt af at sidde foran en skærm.
Venner på nettet
Børnene spejler sig i hinanden
Børns brug af digitale og sociale medier skaber et vigtigt grundlag for at udvikle deres selvopfattelse. I årene inden puberteten afprøves forskellige roller, hvor børnene leger, at de er popstjerner og fodboldspillere og bruger i høj grad de sociale medier til at vise dette frem. Nogle børn har måske en drøm om at slå igennem som stjerne på internettet. Det er ikke nyt, at vi som mennesker spejler os i hinanden.
Det nye er, at denne spejling er mere synlig og sat i system – at den kan tælles i antallet af
positive kommentarer og likes fra vennerne. Desværre er der via de sociale medier også mulighed for negative kommentarer, som børn oplever som meget ubehagelige. Det er vigtigt, at man som voksen anerkender, at det har stor betydning for børn, hvordan andre oplever dem, og at man samtidig sørger for at styrke deres selvværd uden for de sociale medier. Det er også vigtigt at snakke med sine børn om, at man ikke skal ligne hinanden og at dit barn er god nok sådan som det er.
Børn er stadig børn
Børns sociale relationer og udvikling har grundlæggende ikke forandret sig. Der har altid
været sociale spilleregler i en børnegruppe. Forskellen fra før til nu er, at på sociale medier kan alle – også de voksne – se det. Det kan være en af årsagerne til, at vi ofte oplever bekymring for det, børnene møder gennem digitale og sociale medier.
Det er ikke det samme, som at vi skal acceptere online mobning eller en grim tone i diskussioner og kommentarer. Vi skal blot huske på, at der altid vil være konflikter mellem børn. I stedet for at forbyde børnene adgang til de sociale medier, skal vi lære dem, hvordan de tackler disse konflikter, og hvordan man er en god kammerat – online såvel som offline.
Hvordan taler jeg med mit barn om livet online?
Tidsbegrænsninger og mediefrie zoner
Internettet er en stor legeplads, og det kan være fristende at bruge medierne som babysitter, men især små børn har brug for at bevæge sig for at udvikle deres hjerner og motorik. Det er ikke sundt at sidde foran en skærm en hel dag. Børn skal også have tid til at udvikle deres sociale og fysiske færdigheder offline.
Det er en god ide at have faste regler om, hvor længe børnene må være online. Børn bør generelt være med til at lave regler for onlinetid.
På den måde føler barnet sig hørt og vil have lettere ved at overholde reglerne. Reglerne kan handle om, hvilke spil der må spilles og i hvor lang tid. Forskere anbefaler, at aldersgruppen 6-9 år max bruger 1-2 timer dagligt. Og lidt mere tid i weekender og ferier. Det er også en god ide at sørge for, at der er mediefrie zoner/tidspunkter, som alle i familien skal holde, fx at mobiltelefonen ikke hører til ved middagsbordet eller fredag aften eller søndag eftermiddag.