Alle børn har ret til et hjem
“Alle børn har ret til et hjem” er et projekt, der har til formål via gode meningsfulde aktiviteter at styrke samværet mellem anbragte børn og deres biologiske forældre. Vores frivillige står for aktiviteterne og gennemgår flere træningsforløb af en konsulent fra Red Barnet Danmark. Og de biologiske forældre får tilbudt et kursus i nærvær med deres børn af en psykolog.
Ved at etablere Alle børn har ret til et hjem i Nuuk, vil Red Barnet Grønland understøtte anbragte børns deltagelse i fritidsaktiviteter for at styrke deres selvtillid, sociale kompetencer, tilknytningsevne samt deres forhold til deres primære omsorgspersoner. Struktureret samvær i form af veltilrettelagte aktiviteter og fagligt funderet støtte i forældrerollen kan således være en væsentlig hjælp til at understøtte positive oplevelser for de anbragte børn og deres biologiske forældre og derved styrke børnenes trivsel og udvikling på sigt.
Kommuneqarfik Sermersooq anbringer årligt cirka 330 børn uden for hjemmet. I projektet vil målet være årligt at styrke 6-10 anbragte børns forhold til deres biologiske forældre.
Målet er desuden at udvikle en drejebog, som overdrages til alle kommuner i Grønland. Drejebogen indeholder alle centrale elementer i at skabe meningsfuldt samvær mellem anbragte børn og deres biologiske forældre. Hensigten er at understøtte kommunens fortsatte arbejde for børn, der er anbragt hos plejeforældre og på døgninstitutioner.